søndag den 25. marts 2012

Hurtig status

Min Orange Peter Pepper har vist sig - foreløbig er en af fire spiret, så vi må se, om der kommer flere :)

Gojifrøene spirede ret hurtigt, og nu har jeg tre helt små planter. Og kan se frem til bær om ca. 4 år, hvis jeg er heldig!

Jeg er begyndt at bære en del planter i drivhuset om dagen, og det ser de ud til at trives godt med. Det er nu noget bøvlet, så jeg må snart have gang i gasovnen om natten, tror jeg!

Det hele gror og gror - og fylder mere og mere, så nattemperaturer over 12 grader er meget velkomne...

Der er frugter på den overvintrede citronchili, som er godt en meter høj nu. Den har fået fire lange ranker, som bliver bundet op, så den kun fylder i højden. Det vil fungere bedst, når den skal bo i en af mine Quadgrows fra England, hvor potterne står relativt tæt. Og der er frugter på vej på Golden Cayenne (ca. 20 stk.), Rød Supermarked, Nora de Bola, TAM Jalapeno og Poblana, så der er noget at glæde sig til!

lørdag den 24. marts 2012

Det varer ikke længe....

før planterne skal i drivhuset, og det bliver godt, for de fylder rigtig meget nu :)

En del af dem er på dagsophold derude nu og bliver hentet ind sidste på aftenen, så de gradvist kan vænne sig til en lidt lavere temperatur.

Der er frugter på mange af chiliplanterne: Citronchili, Nora de Bola, TAM Jalapeno, Rød Supermarked, Poblana og rigtigt mange på Golden Cayenne, så det bliver igen en herligt lang sæson!

Det har fungeret supergodt med overvintring af planter efter en kraftig beskæring af både top og rødder, så det skal prøves med et par stykker igen til november - som der er skønt længe til...

Jeg har sat skalotteløg i haven i dag og er ved at gøre klar til det næste store højbed. Og jeg skal have fundet ud af, hvordan jeg får lavet et delvist muret krydderurtebed på overgangen mellem indkørsel og køkkenhave, hvor der er en niveauforskel på ca. ½ meter.

I drivhuset har jeg taget overvintringsteltet ned og er i gang med at gøre rent og pudse vinduer - det er lidt af et projekt :)

Jeg skal bare have fundet en billig seng, og så flytter jeg på sommerophold derude, glæder mig rigtig meget!

søndag den 18. marts 2012

Forår i drivhuset

Endelig har jeg fået pillet overvintringsdrivhuset ned derude - og kortvarigt var der masser af plads :)

Men den blev lynhurtigt optaget af min drivhustunnel, så de små nysåede kan stå lidt beskyttet og holde på fugten...

Jeg har sået rødløg, dild, forårsløg, Citronkoriander, Koriander Calypso, som man skulle kunne høste af mange gange, Fennikel, Rød bladbede, Perpetual Spinach (kan ikke lige huske det danske navn), slikærter og et par blomster, så nu er det forår!

Og mit indendørs salateksperiment gik over al forventning. Jeg lagde frøene på fugtig køkkenrulle mandag i sidste uge, og der var spirer onsdag! De blev plantet i roottrainer, så nu står de i drivhuset og skal bare gro derudad :)

Jeg fik ikke kameraet med derud, så det bliver bare til et par LED-billeder - det gror og gror, og det er gået lidt galt med mængden af tomatplanter i år... Jeg kunne selvfølgelig også bare have ladet være med at bestille nye sorter tre gange - efter at jeg havde sået det, som jeg skulle bruge!!!!!


mandag den 12. marts 2012

Lidt eksperimenter

Nu har jeg læst så meget om at forspire på køkkenrulle, så det skal jeg også prøve.

Har sat frø over af 3 slags salat, persille   og en enkelt chili mere: Cascabel, som er en relativt mild chili, der er let at tørre, og som smager dejligt i mexicansk-inspireret mad.


Og et par forårsindtryk fra drivhuset - jeg har taget bobleplasten af overvintringsdrivhuset i dag:




 Abrikostræet, som har overvintret i drivhuset, blomstrer, så jeg har leget bi i dag i mangel på den ægte vare:


 Der er gang i spinaten, der blev plantet ud sent i efteråret:


Og påskeliljer, som har stået i drivhuset: